Dreng eller pige ved hjælp af rejsebureau

babyKØNSBESTEMTE REJSER: Dansk rejsebureau tilbyder rejser til fertilitetsklinik på Cypern, hvor man selv kan bestemme om det skal være en dreng eller en pige.

”Vi er først og fremmest et rejsebureau, som hjælper med transport og hotel. Vi blander os ikke i behandlingen. Det kan godt være, at danske politikere synes, det er uetisk. Men vi lader patienterne bestemme, ” siger direktør Aref El-Kher fra KirrugiRejser til B. T.

Han understreger, at klinikken på Cypern har eksisteret i mange år og har haft besøg af flere tusinder fra hele verden.

I Danmark er det ulovligt at fravælge børn på baggrund af deres køn, og Sundhedsstyrelsen vil nu ifølge bladet undersøge, om bureauets reklame for klinikken på Cypern holder i Danmark.

”Vi afventer Sundhedsstyrelsen. Hvis de finder det forkert, så reklamerer vi ikke mere,” siger rejsebureaudirektøren.

Da historien blev omtalt i diverse medier op til St. bededag fik KirurgiRejser over et halvt hundrede henvendelser fra interesserede.