DRF: Færre vinterferier i år

mauritius ferie fritidTURISME: Danske rejsebureauer har annulleret titusinder af rejser for danskere, der ville være rejst til Egypten. Mange bliver hjemme, frygter Danmarks Rejsebureau Forening, der opfordrer Udenrigsministeriet til at lempe sit røde kort til Egypten.

Urolighederne i Egypten har sat stopper for de tusindvis af danskere med planer om ferie til Egypten og ferieområderne ved Det Røde Hav. Nu har det egyptiske styre netop forlænget undtagelsestilstanden i landet, og Udenrigsministeriet fraråder fortsat at rejse til landet.

I mellemtiden gør rejsebureauer sig umage for at finde alternative feriedestinationer.

”Men jo længere tid der går, jo vanskeligere kan det blive at finde det, man søger. Sådan må det være, når der er mindre at vælge imellem, og efterspørgslen på andre rejsemål stiger. På den måde kan udviklingen i Egypten betyde, at danske rejsebureauer får sendt færre danskere til varme himmelstrøg denne vinter,” siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Mange rejsebureauer henviser i stedet denne vinter til De Kanariske Øer samt Emiraterne.

Det afhænger af Udenrigsministeriets anbefalinger, hvornår rejsebureauerne kan genåbne Egypten.

”Vi har løbende dialog med Udenrigsministeriet og håber på opblødning. For selv om situationen i Egypten skal tages alvorligt, har vi ingen meldinger om uroligheder i turistområderne. Udenrigsministeriet kunne derfor ændre sin anbefaling til, at man skal ”undlade at rejse til Cairo og øvrige områder i det nordlige Egypten, hvor der er uroligheder” og dermed signalere, at det er ok at rejse til resten af landet,” siger Lars Thykier.