DRF overvejer stadig retssag efter vild lufthavnsstrejke

Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

LUFTHAVNE: Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt Københavns Lufthavns security-medarbejdere 2. september blev dyr for mange rejsebureauer, der i nogle tilfælde måtte købe nye billetter til kunderne. DRF overvejer at sende regningen til lufthavnen eller sikkerhedspersonalet.

Den vilde strejke begyndte kl. 6 om morgenen og varede over fire timer. Den medførte store gener for de rejsende, men kostede også flere af Danmarks Rejsebureau Forenings medlemmer store summer til at re-route kunder.

Selv om de fleste flyselskaber var flinke til at ombooke de rejsende, var der alligevel en del passagerer, som ikke kom af sted som planlagt.

DRF’s sekretariat har brugt en del ressourcer på at undersøge mulighederne for at gennemføre retssag mod dem, der forårsagede, at rejsebureauerne fik økonomiske tab som følge af arbejdsnedlæggelserne, oplyser DRF’s nyhedsbrev og tilføjer:

Kort sagt har det drejet sig om fire mulige søgsmål, nemlig: flyselskaberne, Københavns Lufthavn, security-medarbejderne eller security-medarbejdernes fagforening.

De indledende juridiske undersøgelser har slået fast, at flyselskaberne og den involverede fagforening med stor sikkerhed ikke vil kunne sagsøges, da deres respektive roller ikke kan siges at være ansvarspådragende.

Anderledes stiller det sig med såvel lufthavnen og de involverede medarbejdere personligt. DRF arbejdes derfor med at undersøge om og i bekræftende fald hvordan en retssag kan skrues sammen.

”Der er mange faktorer der skal afklares, og der kommer til at gå endnu nogle uger før vi med sikkerhed ved om der udtages en stævning mod en eller begge parter,” oplyser DRF.

En rejsebureaudirektør sagde efter strejken til standby.dk, at han gerne ville anlægge sagen mod lufthavnen, hvis DRF støttede ham.