Drone rammer passagerfly ved Heathrow

british airways a320Et fly fra British Airways menes at have ramt en drone, da det søndag eftermiddag var under indflyvning til London Heathrow. Myndighederne har ifølge BBC ikke bekræftet, at det var en drone, som ramte flyet.

Ifølge britisk politi landede flyet, en Airbus A320 med 132 passagerer, der kom fra Genève uden problemer.

Efter landingen rapporterede kaptajnen, at snuden på hans fly havde ramt en genstand, som ifølge hans vurdering var en drone. Flyet kunne efter en teknisk inspektion hurtigt sendes på vingerne igen. Politiet har indledt en undersøgelse af hændelsen, skriver dr.dk.

Gennem et halvt år i fjor blev der registreret 23 tilfælde, hvor det var tæt på at gå galt ved lufthavne i Storbritannien. I et tilfælde var en drone kun 25 meter fra en Boeing 777 nær Heathrow.

Episoden i Heathrow var en af 12, der er markeret som en ’A-hændelse’ af et uafhængigt lufthavnsråd, UK Airprox Board, da der i den travle lufthavn menes at være overhængende fare for en kollision.