DSB aflyser for mange tog

togperronI perioden fra 2004 til 2012 har DSB aflyst 70% flere tog end aftalt i trafikkontrakten med staten. Kun én af 100 afgange må aflyses, og ni af 10 tog skal være mindre end seks minutter forsinket.

Sådan står der i trafikkontrakten mellem DSB og staten, som gælder for fjern- og regionaltog. Den gav sidste år DSB en indtægt på 2,5 milliarder kroner – næsten en fjerdedel af selskabets samlede omsætning, skriver avisen.dk.

Ser man på gennemsnittet af de første ni kontrakt-år, har DSB aflyst 70% flere tog end aftalt. Og kun 89,5% af afgangene overholdt forsinkelsesgrænsen mod de aftalte 90%.

Den nuværende trafikkontrakt udløber med 2014, og til foråret venter transportministeren at have en ny aftale på plads med DSB. I den forbindelse varsler Pia Olsen Dyhr, at hun skruer bissen på for at sikre, at passagererne oplever færre forsinkelser og aflysninger.

”Vi kigger på nogle sanktionsinstrumenter i forhold til den nye kontrakt, som ikke var i den gamle. Hvis DSB ikke kan finde ud af at levere det her, må vi kigge på, om man i sidste ende skal fratage dem kørslen”, siger ministeren.

”Det er vigtigt, at man har ambitiøse mål, ellers ved man ikke, hvad man skal stræbe efter. Det ultimative ville være, at kunderne hver dag oplever, at toget kører til tiden”, erklærer Pia Olsen Dyhr.