DSB dropper ’dummebøder’

På DSBs intercity- og regionaltog har det hidtil kostet 750 kroner i afgift at blive taget uden billet eller med en ugyldig billet. Den kontrolafgift er nu sat ned til 100 kroner, skriver Urban ifølge politiken.dk.

 

Underdirektør i DSB Onboard Service, Susanne Mørch Koch, siger, at langt de fleste har gjort, hvad de kunne for at have den rigtige billet og har en god grund til, at det ikke er lykkedes. Det mener DSB ikke er grund til at straffe dem.

 

I stedet bliver de pålagt et administrationsgebyr på 100 kroner, hvis det er første gang, det sker, og hertil kommer så udgiften til den rigtige billet. Passagerer, der fejler igen, skal til gengæld have en ekstra god forklaring for at slippe for en kontrolafgift på 750 kroner.

 

Men de nye regler gælder ikke i S-togene. Her koster det stadigvæk 750 kroner at rejse uden en gyldig billet. Her skal en kunde omkring DSBs Kundecenter for eventuelt at slippe for afgiften, hvis man ved en fejl har købt billet til for få zoner. Der kan ifølge salgsdirektør i DSB Stog, Niklas Marshall, være tale om god tro, og at kunden har været i tvivl om zonerne eller er blevet direkte misinformeret.

Skrevet af Flemming Juul