DSB fyrer færre end ventet

Virksomheden afskedigede i går i sin meget omtalte fyringsrunde 96 medarbejdere og 13 ledere fra alle direktørområder. Det blev altså ikke til de bebudede 300 fyringer.

”Det er desværre nødvendigt at opsige ledere og medarbejdere i processen med at skabe et sundt og bæredygtigt DSB”, skriver personaledirektør Steen Schougaard Christensen ifølge business.dk i en pressemeddelelse.

DSB og Dansk Jernbaneforbund er enedes om en effektiviseringsaftale for 2013 og 2014 med øget enmandsbetjening og nedlæggelse af sidebanegrupper under Dansk Jernbaneforbunds dækningsområde.

Ansatte i kundecentrene er ikke omfattet af opsigelserne, men der vil ske en række omplaceringer af personale, som er orienteret.

Kundecenteret i Randers lukker og opgaver flyttes herfra til Høje Taastrup. I Aalborg bliver et kundecenter til servicecenter og Grupper og Arrangementer i Herning flyttes til Høje Taastrup. Kursuscenter Østerport lukkes sammen med DSB Visuel, som led i besparelserne.