DSB halter efter med internet

Passagererne i DSB’s tog må skæve misundeligt til de rejsende, der stiger om bord på tog på Lollandsbanen eller hos Arriva i Midt- og Vestjylland, skriver Børsen i dag. Arrivas passagerer kan gratis koble sig på trådløst internet i toget, og på Lollandsbanen får de rejsende gratis internetadgang i næste uge. DSB tilbyder mod betaling adgang til et TDC-net mellem København og Korsør på udvalgte afgange.

 

Salgs- og marketingsdirektør Rehne Thomsen fra Butlernetworks, der har været med til at udvikle systemet til Lollandsbanen mener, at DSB har grebet arbejdet med internet i togene forkert an. »De vil gerne give deres kunder muligheden for internet, men det er ikke en del af produktet. Kunderne køber en billet af DSB og internetadgang af TDC,« siger Rehne Thomsen. 

 

Kommerciel direktør i DSB Mogens Jønck er ikke enig i kritikken og hævder, at DSB ikke kan lave gratis netadgang, da det kræver sponsering. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen