DSB har millionoverskud trods forsinkelser

DSB_IC4_in_Aarhus_2DSB nåede et resultat før skat på 204 millioner kroner i årets tredje kvartal. Trækker man avancer ved salg af ejendomme ud, bliver overskuddet på 144 millioner kroner.

For årets første ni måneder har der været et underskud på 243 millioner kroner. Det skyldes de nedskrivninger på IC2- og IC4-togene, som skete i forbindelse med halvårsregnskabet, skriver business.dk.

Regnskabet viser også, at rettidigheden for fjern- og regionaltog de første ni måneder fortsat er lav. Kun tre ud af fire passagerer oplevede, at deres tog afgik senest tre minutter efter tidspunktet i køreplanen. DSB er ifølge selskabet selv kun ansvarlig for knap halvdelen af forsinkelserne, men alligevel lever selskabet ikke op til kontrakten med staten.

En af hovedårsagerne er, at togene er nedslidte og ofte må på værksted. ”Det helt store løft i rettidigheden kommer gradvist med indførelsen af Banedanmarks nye signalsystem og elektrificering af togstrækningerne samt med DSBs indsættelse af nyt el-togmateriel”, hedder det.

For S-togene afgår 92,6% til tiden, og det er inden for den ramme, man har aftalt.

DSB har fortsat faldende trafik på Øresundsbron, hvor ID-kontrol gør rejsetiden længere og er medvirkende til, at køreplanen har svært ved at nå sammen.