Der var ikke tale om ulovlig statsstøtte, da DSB hjalp DSBFirst. Det er den opsigtsvækkende konklusion i et notat, udarbejdet af advokatfirmaet Bech-Bruun og afleveret til DSBs bestyrelse for 14 dage siden, skriver business.dk.
Berlingske har det 26-sider lange notat, der sår tvivl om grundlaget for at afskedige DSB-direktør Søren Eriksen i marts efter mistanke om ulovlig statsstøtte.
To Bech-Bruun-advokater slår fast, at der kun er ’begrænset risiko’ for, at DSB har ydet DSBFirst en ulovlig statsstøtte i den løbende kreditgivning, og at det er usikkert, om DSB kan regnes for en del af staten.
Advokatundersøgelsen er uenig med Kammeradvokaten, som i en rapport fra april konkluderede, at der formentlig var tale om statsstøtte.
”Notatet er den første rigtige undersøgelse af forløbet, så jeg forstår ikke, at nogen har forsøgt at holde det skjult for os. Det kan se ud til, at konklusionerne ikke er gode for ministeren, og vi skal selvfølgelig have svar på, hvorfor vi ikke har måttet se dem”, siger trafikordfører Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne.
Trafikordfører Johs. Poulsen fra de Radikale finder transportministerens sagsbehandling kritisabel med for store armbevægelser i stedet for undersøgelse af sagen og de nødvendige konsekvenser.
Ekspert i EU-ret, lic. jur. Peter Vesterdorf, kan ’langt hen ad vejen’ følge advokatundersøgelsen og anerkender, at det kunne se ud til, at hverken direktion eller bestyrelse har handlet, som de gjorde.

STANDBY.DK Nyt om rejser

