DSB vender udviklingen

Med overskud i tredje kvartal er der fortsat røde tal på bundlinjen for de første ni måneder, men udsigt til nul for hele året.

Selskabet kunne præsentere et overskud før skat på 81 millioner kroner for tredje kvartal, og resultatet efter ni måneder er et underskud på 44 millioner – en betydelig fremgang i forhold til 2011, hvor der for samme periode var en underskud på 509 millioner kroner, skriver business.dk.

”Vi er langt fra i mål, men vi har vendt udviklingen,” siger adm. direktør Jesper Lok i forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsregnskabet. DSB forventer et mindre overskud i årets sidste kvartal, so man kan komme ud af 2012 med et nul på bundlinjen.

Passagertallet er øget med 4% til 133 millioner i årets første ni måneder. Det har medført en vækst i billetindtægterne på 7%.

DSBs gæld er på 18 milliarder kroner, men rentebærende gæld er reduceret med 386 millioner kroner gennem det forløbne år. De årlige renteudgifter beløber sig til 600 millioner kroner.