Dueholm siger farvel med maner

STOCHOLM: ”Jeg håbede hele tiden det skulle gå sådan. Jeg troede også selv på det. Kunsten har været at få andre til også at tro på det. På godt to år har vi sparet 7,6 mia. kr. og skåret 4.200 helårsstillinger væk. Vores personaleudgifter er reduceret med 23 procent. Samtidig har vi alligevel været i stand til at gå i offensiven.

Vi har bestilt 30 nye Airbus-fly, A 320 neo (New Engine Option), og vi har været Europas mest præcise flyselskab i juni og juli. Endelig har vi den højeste kunde tilfredshed i 11 år.

Uden en særdeles dygtig og loyal medarbejderstab havde det simpelthen ikke være muligt. Det har kostet både på de indre og ydre linjer. Derfor er jeg bare så glad og tilfreds, også på personalets vegne. De har vist, de ved, hvad det gælder, hvis vi skal klare os i konkurrencen,” siger John Dueholm (foto) til takeoff.dk

”Du har været ankermand i Core SAS projektet. Først under Mats Jansson, siden i en kort periode som fungerende koncernchef. De sidste måneder under Rickard Gustafson. Har det ikke været en svær balancegang?”


”Overhovedet ikke. Jeg har haft de bedst mulige arbejdsbetingelser, og vi har ikke haft nogen slinger i valsen om, hvad vi ville nå. Jeg er meget glad for, at Rickard har fået så god en start. Jeg er sikker på, at han vil fortsætte på samme måde.”

”Hvornår siger du officielt farvel.  Den der med høsten og efteråret hørte vi nogen gange, også i går?”

”Når jeg er færdig med de mange projekter. Det bliver her i efteråret. Mere får du ikke at vide nu.”

Skrevet af Ejvind Olesen