Flere unge vælger krydstogt

Hvor de fleste tidligere valgte et tre-stjernet hotel på charterferien, er det nu de fire- og fem-stjernede, der sælges først, og andelen af luksushoteller er vokset tilsvarende i rejsebureauernes kataloger.

Med flere penge på lommen kigger flere på mulighederne for et krydstogt. Ferieformen betragtes dog som ”for dyr” af over halvdelen af de danskere, der ikke selv har prøvet et krydstogt, viser en undersøgelse foretaget af Take Off. Ifølge Jesper Boas Smith, direktør i Bella Vista Travel, er det en fejlagtig opfattelse.

”Dybest set er et krydstogt jo et flydende hotel, og som på land findes de i forskellige variationer og priser. Det behøver bestemt ikke være dyrt, og der er stadig flere, der finder ud af, hvor meget man faktisk får for pengene,” fortæller Jesper Boas Smith.

Charterbureauerne melder om stadig større interesse for deres krydstogter, og de har fået fat i det yngre publikum. Hos Tjæreborg Rejser er ca. 75 pct. af sommerens krydstogtskunder på Mallorca yngre par, der ofte rejser med venner eller familie. De sidste 25 pct. er børnefamilier, oplyser bureauet. Star Tour melder om 35 pct. flere solgte krydstogter i denne sommer i forhold til sidste år.

Samtidig efterspørger krydstogtturisterne mere luksus.
”Det er en tydelig trend, at de kunder, der har været på de mere traditionelle krydstogter i de mest populære områder som Caribien og Alaska, nu kigger efter mindre skibe og mere eksotiske togter. Man kunne måske tro, at jo større skib, jo mere luksus, men sådan er det ikke. Tværtimod. De små skibe har mere plads i kahytterne og i det hele taget mere plads målt pr. passager, ligesom der er mere mandskab og dermed mere og ikke mindst personlig service. De små skibe kan også gå ind til de mere uspolerede destinationer.” fortæller Jesper Boas Smith.

(Berlingske Tidende, d. 1. september, 2007)

Skrevet af