Rezidor Hotel Group fortsætter med at ekspandere i Europa, Mellemøsten og Afrika. De næste 12 måneder får gruppen 50 nye hoteller som alle kræver lederkapaciteter, derfor satser Rezidor på øget intern uddannelse.
Rezidor Hotel Group imødeser behov for 500 nye mellemledere inden udgangen af 2010. Hotelgruppen opruster derfor den interne uddannelse blandt de 35.000 medarbejdere og lancerer nyt udviklingsprogram til at uddanne interne og eksterne lederemner.
”Sidste år udnævnte vi 100 nye hoteldirektører. I alt er 95 % af vores hoteldirektører ’vokset op’ i vores virksomhed og via vores interne uddannelsesprogrammer,” siger Beathe-Jeanette Lunde, Senior Vice President for People Development hos Rezidor og tilføjer:
”Fordi Rezidor Hotel Group oprindeligt var et SAS-firma og udspringer af Skandinavien, sætter vi stor pris på de mobile danskere, som er parate til at rejse ud til poster i udlandet. Den skandinaviske mentalitet passer godt til vores varemærke, hvad enten de skal være mellemledere på hoteller i Nigeria eller Østeuropa.”
Rezidor Hotel har 370 hoteller i drift og under udvikling i 58 lande i Europa, Mellemøsten og Afrika. Der er ti Radisson Blu og Park Inn-hoteller i Danmark.
Tagget med: Radisson Blu Rezidor SAS