Ny chef i lufthavnen

Efter små tre år stoppede Corinna Lundbæk Pedersen sidste måned som chef for Airline Relations i Københavns Lufthavn. Afdelingen har bl.a. kontakt til flyselskaber, der betjener lufthavn – og arbejder for at få andre til at åbne ruter til Nordeuropas største lufthavn.



Fra starten af denne måned blev Carsten Nørland (foto) ny chef for Airline Relations. Københavns Lufthavn har ikke udsendt information om den nye chef, men hans portræt og biografi er på lufthavnens hjemmeside.



Cand. scient. pol. Corinna Lundbæk Pedersen kendte luftfarten godt. Inden hun kom til lufthavnen havde hun i ti år hos SAS bl.a. haft ansvar for ruteplanlægning, netværksplanering og relationer til netop Københavns Lufthavn.



39-årige Carsten Nørland er ny i luftfart. Den nye underdirektør er cand. merc. fra Handelshøjskolen i København og har en MBA i marketing fra Rutgers School of Business fra universitetet i amerikanske New Jersey.



Før Carsten Nørland fra denne måned kom til lufthavnen, arbejdede han 1997-2004 for Masterfoods og var bl.a. salgsdirektør for Skandinavien. I 2004 blev han skandinavisk salgsdirektør i malerfirmaet Flügger-gruppen.



Aviation-afdelingen i Københavns Lufthavn har en halv snes ansatte og arbejder bl.a. med ruteudvikling og markedsføring til flyselskaber, produktudvikling og samarbejde med flyselskaber samt analyser.



Københavns Lufthavn returnerede torsdag ikke Take Offs henvendelse om årsagen til skiftet på denne chefpost.





HB


Skrevet af