Tusindvis af turister valfarter dagligt til gadehjørnet i Bruxelles for at se Belgiens mest berømte dreng, Manneken Pis. Men mange bliver skuffede, bronzestatuen er kun 55,5 cm høj. Andre bliver overraskede, fordi de kommer en dag, hvor han er klædt ud som Elvis, julemanden, Mozart, Nelson Mandela osv.
Hver gang, der er noget at fejre i byen, bliver den lille dreng klædt anstændigt på. Manden bag de farverige dragter, Jacques Stroobants, har i næsten 30 år været personlig designer for Manneken Pis. Men 1. september går han på pension, skriver Politiken.
”Han er ikke klædt ud hver dag, men nogle gange skifter han tøj tre gange om dagen, fordi der er udenlandske delegationer i byen,” siger Jacky Maes, hvis favorit er Elvis-dragten.
En af historierne om Manneken Pis’ oprindelse lyder, at han blev lavet for at ære en dreng, som urinerede på en brand og dermed reddede Bruxelles fra at blive raseret.
Den lille tissetrold har snart 600 år på bagen. I dag har Manneken Pis omkring 740 dragter, som er tilgængelig for turister i et museum på Grand Place i hjertet af Bruxelles.
MYTRAVEL AIRWAYS KLAR MED MÅNEDENS TILBUD: SPAR 60.000 KRONER PÅ EN FLASKE WHISKY.
Det toldfrie salg lever i bedste velgående hos charterflyselskabet MyTravel Airways – som den kommende måned har en tilbudsvare i flyene: en flaske skotsk Glenfiddich Rare Collection – verdens ældste maltwhisky.
Den blev hældt på fade i 1937! Nu er den 67 år gamle whisky hældt på flasker og sættes til salg som “slagtilbud” i charterflyet.
Flasken med de 70 cl. whisky sælges i en skandinavisk specialforretning til ca. 143.000 kr., men MyTravel Airways er klar med en tilbudspris på blot 83.000 kr. Besparelse: 60.000 kr.!
”Det er da et køtilbud, der vil noget. Der er kun tappet 61 flasker af denne whisky, og for at så mange som muligt kan få del i tilbuddet, sælger vi højest tre flasker pr. gæst,” siger informationschef i MyTravel Airways, Torben Andersen.
HB

STANDBY.DK Nyt om rejser

