Sun-Air lukker rute fra Billund

Efter Sterling i vinter åbnede mellem Billund og Oslo er der nu så megen overkapacitet på ruten, at Sun-Air i denne uge besluttede at indstille sine to daglige flyvninger fra på mandag.

Sun-Air opretholder sine daglige flyvninger til Oslo fra såvel Århus som Aalborg.

Cimber Air flyver også mellem Billund og Oslo.



”Den store overkapacitet på Billund-Oslo efter Sterlings start og følgende lave priser gør det ikke økonomisk forsvarligt at fortsætte. Sun-Air-passagerer som har købt billet tilbydes ombooking til vore ruter til Oslo fra Aarhus eller Aalborg, ombooking til Cimber Air eller fuld refusion,” oplyser Sun-Air.



Til Take Off siger Sun-Airs underdirektør, Kristian Tvergaard: ”Vores fly har 32 sæder, og vi kunne ikke blive ved med at sætte prisen ned mellem Billund og Oslo. Så efter 12 år på ruten lukker vi den nu.”



Sun-Air har i 20 år fløjet mellem Århus og Oslo samt i syv år mellem Aalborg og Oslo. Begge ruter fortsætter med to daglige returflyvninger.



Også på mandag har Sun-Airs stifter, adm. direktør og flykaptajn Niels Sundberg (fotoet) 60 års fødselsdag – det fejres med reception i Sun-Airs hovedkvarter ved Billund Lufthavn mellem kl. 13-15.30. Samme dag markeres Sun-Airs 30 års jubilæum.



Når Billund-Oslo lukkes flyver Sun-Air fra Billund til Bruxelles, Düsseldorf, Helsinki, Gøteborg, Manchester og Paris; fra Århus til Oslo, Stockholm og Gøteborg samt fra Aalborg til Oslo. Desuden har selskabet en rute mellem Bruxelles og Schweiz’ hovedstad, Bern.



HB

Skrevet af