Nye SAS regler rammer golfspillere

Siden 15. maj i år opkræver SAS ekstra betaling for sine passagerer på economy for at medbringe en golfbag og andet sportsudstyr – også selv om man på Economy må medbringe 20 kilo bagage, men ikke gør det!

På alle andre klasser hos SAS kommer golfkøllerne gratis med som en ekstra service, hvis man holder sig indenfor de afsatte vægtgrænser.



”Det handler ikke om at straffe Economy-passagerer med en golfbag. Når SAS tager betaling på Economy for golfbags, er det fordi den bagage fylder mere i lastrummet end en kuffert på 20 kilo. Det kræver langt mere manpower at håndtere end en kuffert,” siger pressechef hos SAS Danmark, Jens Langergaard.



Det giver altså ikke rabat helt at undlade at medbringe anden bagage som Economy-rejsende. Og SAS har generelt helt særlige regler for golfkøller på rejse:



”Et sæt [golfkøller] må maksimalt bestå af 1 golftaske, 14 golfkøller og jern, 12 golfbolde og et par golfsko. Hvis vægten overstiger den tilladte med op til 15 kg, koster det 250 kr. pr. vej til de fleste europæiske destinationer, og 500 kr. pr. vej til de fleste ikke-europæiske destinationer. Hvis vægten overstiger den tilladte vægt med mere end 15 kg, betales normal overvægtstakst”, hedder det i reglerne, hvor de nyeste i øvrigt ikke var slået informationsmæssigt igennem for få dage siden, da der stadig stod:



”Et sæt golfudstyr kan medbringes uden ekstra omkostninger, hvis det ikke overstiger den normale vægtgrænse for indchecket bagage”.



Reglerne efterleves heller ikke i den virkelige verden. Take Off er bl.a. bekendt med et tilfælde, hvor der er betalt 115 kroner for en golfbag til Irland for én person og 425 kroner for en golfbag + 2 kilo overvægt for en anden person. Begge golfbags vejede under 13 kilo. Ved returneringen fra Irland blev der ikke opkrævet gebyr.



Det fremgår i øvrigt ikke af SAS’s regler, hvordan selskabet vil gebærde sig, hvis den rejsende på Economy bruger et golfrejsecover som kuffert og pakker tøj ned i det. Reglerne siger blot, at målene på bagagen ikke må overstige H150 x D35 x B50 cm.

Skrevet af