Dødsfald

Fhv. redaktør Poul Tibæk er død i en alder af 86. Han bevarede venskabet til sit gamle blad og dets stab til det sidste. Ville så gerne være kommet til undertegnedes runde dag for nylig, men måtte på grund af sygdommen og indlæggelse på hospital nøjes med at sende – og selv skrive – nogle få varmende linier med lykønskning.



Hans liv var og blev rejsebranchen efter, at han i 1960 grundlagde reklamebureauet Danmarketing. Appetit på rejselivet havde han forinden hentet via et job som purser på ØK’s New York-rute over Atlanten, og senere hos DFDS, hvor han samtidig tog en journalist- uddannelse hos United Press i København.



I 1962 startede han Skandinavisk Bladforlag (som den dag i dag udgiver Take Off).



Den helt store, bærende kunder blev Thai Airways International, hvis Europabudget Poul Tibæks reklamebureau administrerede i mange år. En periode i 1990’erne var han også turistchef i Skandinavien for Australien.



Men, efter han for 35 år siden overtog Take Off fra SAS, blev bladet også en stor del af hans hverdag. Han nød i den grad at rejse og være sammen med gode kolleger. Aldrig frembrusende eller bedrevidende, men beskedent i anden række med få, men velvalgte spørgsmål på pressemøder.



Nogle vil sikkert mere huske, at kritisk journalistik ikke var hans stærke side. Hans opgave var at informere, så måtte andre tage stilling.



Han var for 30 år siden en af hovedmændene bag stiftelsen af Danske Rejseskribenter. For en halv snes år siden sagde han i et interview:

“Jeg har brugt mine kolleger i foreningen til at skrive for mig. På et år havde jeg 32 forskellige skribenter. Så det var ikke mig, der prægede bladet. Jeg er bare så glad for, at Danske Rejseskribenter bakker så helhjertet op om mit blad i et gensidigt samarbejde.”



Meget apropos blev han også foreningens første æresmedlem.



Poul Tibæk havde glædet sig til at skulle være med ved Take Offs 50-års jubilæum til januar. Det nåede han ikke.



Bisættelsen finder sted fra Hareskov kirke på onsdag, den 5. juli, kl. 12.



-ejv

Skrevet af