Ole Egholm: Kuoni har dansk rejsebranchehistories største underskud

Take Off omtalte forrige fredag Ole Egholms (billedet) rapport om økonomien i Danmarks 100 største rejsebureauer. I analysen er Kuoni opført som konkurstruet og som indehaver af ”det historisk dårligste resultat.”



Kuoni Danmarks direktør, Jan Lockhart, tog i et svar mandag i denne uge afstand fra Ole Egholms udlægning (læs de to artikler – brug søgefunktionen på Take Offs hjemmeside øverst til højre, skriv f.eks. ”årsrapport.”)



Her er Ole Egholms svar på Jan Lockharts indlæg:



”Min regnskabsanalyse tager ikke stilling til, om Kuoni tjener penge i 2004. Jeg vil da håbe, at det er tilfældet, og forventer, at andelen af tabsgivende bureauer i 2004 reduceres væsentligt. Og jeg har svært ved at forestille mig et charterbureau, der ikke tjener penge i 2004.



Jeg kan forestille mig, at Kuoni får et positivt resultat i 2004. Jeg kan endda sagtens forestille mig, at Kuonis resultat bliver pænere end i mit lille beskedne verdensfirma (Wasteels Rejser) i 2004. For, som læserne af min analyse kan bevidne, er overskudsgraden for charterbureauer væsentligt højere når det går godt. Ligesom underskuddet bliver væsentligt grimmere, når det går skidt. Charterbureauer tager en risiko, som forretningsrejsebureauer og leisurebureauer ikke gør.



Men intet af dette flytter mig fra min konklusion om, at Kuoni har været Danmarkshistoriens mest tabsgivende rejsebureau, og at hele Kuonis satsning i Skandinavien sandsynligvis er den allerdummeste investering der nogensinde er blevet gjort i skandinavisk rejsebureauindustri.



Og udfra mine konklusioner om, hvad der sker, når man har haft store tab mange år i træk, er Kuoni i Danmark ledelsesmæssigt allerede i 3. generation siden eventyret begyndte.



Før Jan Lockhart havde vi Peter Kisbye og før ham Poul Erik Madsen. Set fra Norden-synspunkt har Fons Brusselmans også taget over midt i nedturen. Så Kuonis ledelse har gjort sin del af det. Om den / de schweizere, der valgte at investere i Skandinavien stadig sidder på deres pinde, ved du, Jan. Jeg kan ikke forestille mig det, ellers må man kunne kende dem på de meget røde øre.



Og for nu at forklare, hvordan jeg når frem til de 212 mio. DKK, kort forklaring:



Kuonis regnskaber samles i Stockholm for hele den nordiske virksomhed.

I 2003 var tallene: Nettoresultat: -88,997 mio. SEK.

Egenkapital: -292,213 mio. SEK. En NEGATIV egenkapital på over 292 mio. svenske kroner!



Når jeg tilføjer, selvom det ikke er nødvendigt, at virksomheden samtidig har aktiveret goodwill for 177,142 mio. SEK, behøver jeg ikke andre nøgletal for at kunne forklare, at denne virksomhed absolut kan kaldes konkurstruet.



Jeg er også stærkt undrende over, at jeres schweiziske moderselskab ikke vælger at sikre den fornødne kapital så egenkapitalen bliver positiv.



Hvis jeg skal isolere de danske resultater, vil jeg gerne anerkende, at de ikke fremgår direkte af jeres regnskab. Men jeg synes at den måde, jeg beregner det på, er den eneste rigtige.



Det fremgår af det svenske regnskab, at omsætningen i Danmark var 767 mio. SEK i 2003. Hele selskabets omsætning var 2.709 mio. SEK. Den danske omsætning udgør med andre ord 28,3% af selskabets totale omsætning.



Derfor er det oplagt at antage, at nettoresultatet for de danske aktiviteter må svare til 28,3% af virksomhedens nettoresultat.



Det kan sagtens være anderledes, men det gælder i begge retninger! Det kunne jo også være Danmark, der tabte alle pengene. Men hvis intet andet er anført, mener jeg det er den mest retvisende fremgangsmåde, selvom der – når virksomheden ikke selv ønsker at oplyse det – er mulighed for fejlvurderinger.



Så i 2003 tabte Kuoni – ifølge mine beregninger – 28,3% af 88,997 mio. SEK. Svarende til 25,197 mio. SEK eller 20,635 mio. DKK, som det fremgår af min rapport.



I 2002 bliver billedet endnu mere mudret – hvilket jeg i min analyse fra sidste år også har en længere udredning om.



For I sælger jer selv (Kuoni Danmark) til jer selv (Kuoni Scandinavia), og i det ene selskab tager I beløbet ind som en gevinst, og i det andet selskab aktiverer I det som goodwill. Stærkt kreativ manøvre, vil jeg påstå.



Handelsprisen lå 117,886 mio. DKK over virksomhedens regnskabsmæssige værdi. Merprisen på 117,886 mio. DKK har jeg ikke accepteret, da I handler med jer selv. Uden denne interne opskrivning var jeres danske resultat – målt udfra ovenstående principper igen – et minus på 25,932 mio. DKK.



I 2001 tabte Kuoni Danmark – endda ifølge regnskabet – 59,803 mio. DKK.

Hertil skal lægges Apollo Rejser, som – udfra samme ovenstående principper, idet selskabet lå i Sverige – tabte 24,381 mio. DKK.



I 2000 hed I “Alletiders” i Danmark – med underskud på 56,966 mio. DKK, regnskabet for Dane-Tours inkluderet. Apollo tabte – igen udfra ovenstående kriterier – 30,320 mio. DKK.



I 1999 tabte Alletiders 6,54 mio. DKK, hertil har jeg (sandsynligvis fejlagtigt) antaget, at Apollo tjente 4,48 mio. DKK. I 1998 lå de to virksomheders resultater tilsammen på et underskud på 3,69 mio. DKK, som jeg har beregnet det. Fik vi det hele med?



Det giver i alt et samlet tab på 223,787 mio. DKK, men så skal jeg tillægge jeres goodwill-afskrivning på det historiske resultat, nu jeg ikke har accepteret jeres selvbestaltede engangsindtægt på de 117,886 mio. DKK.



Her afskrev I for første gang 10% af beløbet i 2003, svarende til 11,789 mio. DKK. Disse tillagt når vi et historisk underskud for Danmark på 211,999 mio. DKK, som jeg mener er det bedste bud på, hvor mange penge Kuoni har tabt i Danmark.



Grunden til, at jeg tør sige, at I nok vil beholde denne rekord mange år frem er, at jeg tvivler på, at I kan tjene så mange penge i den nærmeste fremtid.



Og, hvilket er mindst lige så vigtigt, at det rejsebureau der har Danmarks næst-største rekord i tabsgivende aktiviteter, kun ligger på 61 mio. DKK i historiske tab.



Når jeg røber, at det er DSB Rejsebureau, der har nået denne andenplads, vil jeg erkende, at dette om noget er et postulat – som jeg til stadighed mener er det bedste bud indtil videre. Men her har jeg da ikke dokumentationen i orden, da DSB Rejsebureau gør alt for at undgå at vise deres økonomiske resultater.



Den næste i rækken af historisk dårlige resultater har et historisk underskud på 50,682 mio. DKK, det er CWT.



Så der er lang vej, og uanset at mine beregninger er estimater, er jeg sikker i min påstand om, at Kuoni har Danmarkshistoriens dårligste historiske resultater. Og at det tager mange år, inden Kuoni flytter sig fra denne placering.”

Skrevet af