Rejsebranchen giver børn unik oplevelse

Når man lever i en by med 500 indbyggere og 900 km. til nærmeste naboby, kan et besøg i København blive en overvældende oplevelse.

Og da 9. klasse fra Scoresbysund Skole – efter en overnatning i Island – søndag landede i Kastrup, er det for mange af de unge første gang, de er uden for deres by i Østgrønland. Mange indtryk vil vælte ind over dem: højhuse, menneskemængder, lysreklamer, hunde i alle størrelser, lyskryds og træer – ting, de kun har set på fjernsyn.



Scoresbysund er postkort-smuk by med små malede træhuse, vandet og isbjerge i stadig bevægelse. Men de sociale vanskeligheder er til at tage at føle på med få erhvervsmuligheder og høj arbejdsløshed.



Der er derfor stort behov for, at ungdommen uddanner sig. Men en uddannelse efter folkeskolen er ensbetydende med at forlade familie og venner og en rejse flere tusinde kilometer til Grønlands Vestkyst eller hele vejen til Danmark.



Her kan et efterskoleophold forberede de unge på Danmark og dermed mindske risikoen for, at de får hjemve og afbryder uddannelsen. Derfor skal den grønlandske klasse bl.a. være sammen med en efterskoleklasse, så de kan opleve en dansk efterskole.



Foreningen Grønlandske Børn har i samarbejde med Foreningen Børnelejren Langeland inviteret de 11 unge grønlændere fra Scorebysund to uger til Danmark.



De skal på sightseeing i København, på skovtur i Nordsjælland og bondegårdsbesøg. Herefter går turen til Langeland og nogle dage med en efterskoleklasse fra Rudkøbing Efterskole og en svensk klasse fra Helsingborg på Søgård hovedgård ved Bagenkop.



Under opholdet på Langeland skal de grønlandske, svenske og danske skoleklasser deltage i et gøglerprojekt. De fysiske udfoldelser skal mindske sprogbarriererne og gøre det lettere at kommunikere og samarbejde. Øvelserne munder ud i en forestilling på Langeland torsdag den 9. juni kl. 17 på Rudkøbing Efterskole, hvor alle er velkomne.



Opholdet er blandt andet sponsoreret af aktører i rejsebranchen: busselskabet Bergholdt, Hertz Biludlejning og restaurant Grøften i Tivoli.



Vil nogen gøre noget ekstra for de grønlandske børn skal der ringes til programchef Jessy Mikkelsen fra Foreningen Grønlandske Børn på telefon 35 85 83 30 eller mobil 60 16 73 09.

Skrevet af