Alligevel bonuspoint på statsrejser

Statens indkøbere har, ifølge Jyllands-Posten, bøjet sig for SAS Danmarks ønske om at udbetale bonuspoint til offentlige ansatte på tjenesterejse. Det får Sterling, som også indgår i den store aftale, til at kræve SAS udelukket fra den lukrative statsaftale.



”Det er et brud på alle forudsætninger for aftalen, hvis SAS får lov til at udbetale bonuspoint. Bonussystemet skævvrider konkurrencen, fordi der er tale om decideret returkommission fra SAS til kunderne,” siger Stefan Vilner, kommerciel direktør i Sterling til avisen.



I en ny aftale om indkøb af rejser for 300 mio. kr. om året, var det oprindeligt en forudsætning, at SAS og de øvrige flyselskaber skulle opgive bonuspoint som lokkemiddel overfor de offentlige ansatte.



”Vi blev tidligt informeret om, at det var en forudsætning, at SAS ikke kunne bruge Eurobonus til at fordreje aftalen. Det er vigtigt for os, fordi mange rejsende vælger SAS på grund af bonuspoint – specielt når de ikke selv betaler,” siger Stefan Vilner.



Men Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) har valgt at give efter for ønsker om fortsat at udbetale bonuspoint. ”Det er vores ønske at eliminere bonuspoint ved offentlige rejser. Men nogle af flyselskaberne forklarede, at det teknisk ikke er muligt for dem at forhindre at udbetale bonuspoint,” siger Søren Jakobsen, direktør for SKI.



Sådan forholder det sig dog ikke hos SAS. Selskabet har allerede i dag et system, som forhindrer selskabets egne medarbejdere i at få udbetalt bonuspoint når de køber billige rejser på SAS interne hjemmeside.

Men det system vil SAS ikke lade SKI benytte.



I stedet vil SKI i samarbejde med Personalestyrelsen udstede et cirkulære, hvor medarbejderne formanes om, at de ikke må tage imod de bonuspoint, SAS vil uddele.



”Det ender åbenbart med, at skatteyderne skal betale de offentligt ansattes gratis rejser på bonuspoint. Dermed har hele ideen med et koordineret stats/kommunalt indkøb spillet fallit. Så vi vil gerne se en beregning på, hvad staten så skal betale ekstra, når de offentligt ansatte vælger dyre SAS-billetter mod at få bonuspoint i returkommission,” siger Stefan Vilner.

Skrevet af