Susanne Larsen forlader SAS

Af Ejvind Olesen



Den store reorganisering i SAS, som offentliggøres i dag, betyder også, at chefen for SAS i Danmark, Susanne Larsen siger farvel. Der er afskedsreception midt i denne måned.



“Jeg kom til SAS for 40 år siden, og har sammenlagt været i flyselskabet i 37 år. Samtidig har jeg fået tilbudt visse andre spændende opgaver og de frivillige organisationer, hvor jeg har brugt tid, vil jeg hellige mig endnu mere.



Med de ændringer der nu sker i SAS, er det et oplagt tidspunkt at tage beslutningen på. I dag holder jeg personalemøder hele dagen, hvor jeg orienterer om mit farvel, ” siger Susanne Larsen til Take Off.



Selvfølgelig er det da vemodigt, men jeg er glad for beslutningen. Jeg vil også gerne rejse noget mere. Jeg synes, jeg har været gennem så mange forhandlinger og overenskomstmøder, at jeg har brug for at tænke på noget andet. Jeg fylder 60 til efteråret, og livet har også andre udfordringer.



Jeg har nogle bestyrelsesposter, som jeg beholder, men også nogen jeg forlader i og med, at jeg ikke mere repræsenterer SAS. Jeg håber meget, at mit flyselskab kommer godt videre i den nye form i en turbulent tid, hvor det er nødvendigt at skærpe profilen for at overleve.”



Som daglig chef i Danmark udnævnes en COO allerede i dag. Efter hvad Take Off erfarer bliver det en,som rekrutteres indefra i SAS Danmarks stab. En situation, som SAS har haft mange gange før, hvor den danske chef har refereret til Stockholm. Den nye organisation er en produktionsenhed. Salg- og marketing refererer til koncernledelsen i Stockholm, her ventes Lars Bording at fortsætte.



Hvem der bliver COO, daglig leder af SAS Danmark offentliggøres også i dag. Den pågældende er hentet inden for SAS Danmark.



Alle ændringer træder i kraft fra i morgen 4. februar.


Skrevet af