KLM dropper business class i Europa

Fra 1. juni afskaffer KLM business class på sine europæiske ruter og erstatter det med et nyt produkt, ”KLM Europe Select.” Der bliver billigere priser; hvor meget afhænger af konkurrencen på de enkelte markeder. Til gengæld bliver der også mindre plads, passagerer på Europe Select kommer til at sidde 3+3, men benpladsen forbliver den samme som på business class i dag. Select-passagererne får fortsat separat check-in, adgang til KLM-lounger og en næsten uforandret service ombord med drikkevarer, mad og andet.



Også KLM’s økonomiklasse skifter navn, i dette tilfælde til ”KLM Economy.” For at spare lukker KLM for servering af gratis alkohol på økonomiklassen på de europæiske flyvninger.



Sammen med ændringerne vil KLM tilbyde tre prisstrukturer: Base Fares, Economy Fares og Select Fares. Den billigste, Base Fare, skal bookes mindst 14 dage inden afrejse, og billetten kan ikke ombookes eller aflyses. Prisen for Economy Fares bliver lidt højere, men med en række fleksibilitetsmuligheder.



KLM gennemfører ændringerne for at spare, men de nedsatte priser skal være med til at tiltrække flere passagerer til selskabets europæiske ruter; KLM håber på 10% flere indenfor Europa.



KLM DK KLAR MED KAMPAGNEPRISER




KLM Danmark begynder fra i dag at sælge en ”forårskampagne til en række destinationer i Europa, USA og Sydamerika – der kan flyves fra såvel CPH som Billund; KLM samarbejder med Maersk Air ud af BLL.




Blandt priseksemplerne fra CPH er San Francisco for 4.240 DKK,

Aruba fra 5.230 og Venedig for 2.380 DKK. Billetterne kan bookes til 19. maj, og rejsen skal gennemføres mellem 27. april og 29. juni.

Skrevet af