Rejsebureau havde minirejsemesse

”Det er svært at komme ud til alle rejsebureauer – med dette arrangement er vi i nærkontakt med medarbejderne fra det største forretningsrejsebureau,” sammenfattede nordisk chef for Virgin Atlantic, Mical Ambæk, BCD Travels ”Supplier Day” i lørdags overfor Berlingske Business Travel. BCD var sidste år Danmarks største erhvervsrejsebureau med en omsætning på 1,3 milliarder kr.



Det var fjerde år i rap, at BCD havde leverandørdag på Hilton Copenhagen Airport, hvor 50 leverandører, flyselskaber, hotelkæder, kreditkortselskaber, biludlejning, fortalte nyt til BCD’s nordiske ansatte.



En deltager var Emirates. Selskabet havde sat dato på rute København til Dubai i oktober sidste år, men udskød – pga. ledig flykapacitet eller som tak for sidst pga. Muhammed-sagen; der er to versioner af årsagen… Og at SAS i denne måned åbner vinterrute fra København til Dubai, betyder ikke en dyt for Emirates’ planer om at flyve til København.



Göran Hansson, generalagent for Emirates i Norden, sagde til Berlingske: ”Når Emirates har sagt, at man vil åbne på København, kan man stole på det. Jeg vil næsten garantere, at det sker inden for to år. Sidste år fordoblede danske rejsebureauer antallet af bookinger på Emirates’ business class.”



Business class udgør 15-20 % af sæderne på langruterne, men giver op mod halvdelen af omsætningen.



”Vi kæmper med andre flyselskaber, men har man de rigtige priser og de rigtige destinationer, så kommer passagererne,” sagde Bill Müller på Delta Air Lines’ stand på Hilton. Delta fik sidste år direkte rute mellem København og Atlanta.



”Navnlig to ting er vigtige for at holde på business passagerer og få flere: synlighed og netværk,” sagde country manager i Danmark for Austrian Airlines, Morten Balk, på BCD-dagen.



”Det gælder bl.a. om at være synlig hos rejsebureauerne, som booker langt hovedparten af flybilletterne. Derfor er det vigtigt at deltage i et sådant arrangement som BCD’s. Her er vi i kontakt med medarbejderne på en hel anden måde end ved en præsentation på bureauet. Der er mange af disse præsentationer – leverandørerne tæppebomber medarbejderne med informationer, det kan være andre flyselskaber, kreditkortfirmaer og hotelkæder,” sagde Morten Balk.





HB


Skrevet af