Direktørrokade i Scandic

Danmarks største hotelkæde får i næste måned sit 7. og 8. hotel i København. Det sker når Scandic først overtager Le Meridien Palace Hotel på Rådhuspladsen og senere i april NP-hotellet Front ved Nyhavn.



Den nuværende direktør for Palace, Kirsten Glente (foto), bliver fremover chef for Scandic Copenhagen, som med 468 værelser er det største Scandic-hotel i Danmark. Den nuværende direktør for Scandic Copenhagen, Pia Jakobsen, skal i stedet være direktør for det 170 værelser store Scandic Palace Hotel.



Scandic mangler så at finde en direktør for Front-hotellet. Med de to nye hoteller kommer Scandic op på otte hoteller i København med i alt 1.669 værelser.



”Udnævnelserne af de to hoteldirektører markerer en spændende rokade, internt hos Scandic og i branchen. Vi tager en ny og dygtig spiller, Kirsten Glente, på Scandic-holdet samtidig med at vi udnytter og anerkender en værdifuld ressource, Pia Jakobsen,” Jens Mathiesen, adm. direktør for Scandic Danmark.



Kirsten Glente kommer til Scandic med mange års erfaring fra hotelbranchen, senest 16 år på Palace Hotel.



Pia Jakobsen kom i 1991 til Scandic og har bl.a. været chef for Scandic Glostrup og Webers i København. Nu skal hun indføre Scandic-ånden på Palace-hotellet.

Skrevet af