Danmarks Turistråd skændes med turistchef

Danmarks Turistråd kalder direktør Jørgen Hansen fra Turisme Midt-Nord ”uvederhæftig” i sin udlægning af, hvordan DT bruger sine markedsføringskroner. Det skrev DT’s konstituerede direktør, Flemming Bruhn, i fredags i et debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende. Læserbrevet var et svar på et fra Jørgen Hansen.




Flemming Bruhn er konstitueret direktør, fordi DT fortsat ikke har offentliggjort navnet på sin nye adm. direktør, der skal afløse Lars Sandahl. Han tiltrådte i sidste måned som SAS’ nye chef for bl.a. Australien med arbejdsplads i Sydney.



I genmælet i avisen skriver Flemming Bruhn bl.a.:




”Jørgen Hansen kan tilsyneladende ikke standses i sit felttog for myten om, at Danmarks Turistråd favoriserer den københavnske turisme på bekostning af den jyske. I DT accepterer vi ikke denne fejlagtige opfattelse og prøver derfor endnu en gang at rette Jørgen Hansens fejlagtige indlæg i avisen den 29. juli.”



Flemming Bruhn oplyser i indlægget bl.a., at DT’s markedskontorer i udlandet i år anvender tre ud af fire aktivitetskroner på at tiltrække turister fra Tyskland, Sverige og Norge.




Dette er ifølge Flemming Bruhn en opprioritering af investeringen, ”hvilket især er til gavn for turismen i Jylland.”



”I Danmarks Turistråd er vi altid åbne overfor en drøftelse af vores prioriteringer. Men vi ønsker at debattere på et sagligt grundlag – ikke på baggrund af en uvederhæftig fortolkning af vores regnskabstal, som den Jørgen Hansen bringer til torvs,” skriver Flemming Bruhn.



Læs hele Flemming Bruhns debatindlæg på Danmarks Turistråds hjemmeside: danskturisme.dk

Skrevet af