Easyjet vil have flere forretningsrejsende

rejse lufthavn fly passagererFLYSELSKABER: Easyjet, der har 600 ruter mellem 130 lufthavne i over 30 europæiske lande, indgår europæisk aftale med erhvervsrejsebureauet BCD Travel.

Aftalen med BCD Travel gør Easyjets ruter tilgængelige for forretningsrejsende, som benytter BCD’s globale netværk og giver Easyjet adgang til erhvervsrejsebureauets kundedatabase.

”Det nye partnerskab med BCD Travel i Europa indikerer, at vi har gjort store fremskridt med udviklingen af vores tilbud til forretningsrejsende,” siger Toby Joseph, europæisk salgsdirektør i Easyjet.

BCD Travel opererer i knap 100 lande verden over og beskæftiger over 11.000 medarbejdere.

Sidste år lancerede Easyjet Inclusive Fare-billetten til forretningsrejsende og rejsearrangører, den kan købes via globale distributionssystemer.

Easyjet havde sidste år 61 mio. passagerer, hvoraf 10 mio., ifølge Easyjet, var forretningsrejsende. Easyjet har foreløbig 12 ruter fra Københavns Lufthavn, hvor det er det 3. største flyselskab – dets over 200 fly betjener mere end 600 ruter mellem 130 lufthavne i over 30 europæiske lande. Over 300 mio. europæere bor inden for en times kørsel fra en Easyjet-lufthavn.