Kommentaren/Spidsen

Det er ikke mere end et halvt år siden, at Udlændingestyrelsen blev kritiseret synder og sammen i en rapport. Integrationsminister Rikke Hvilshøj gav den nyt navn, ny ledelse og ny struktur. Et af anklagepunkterne var favorisering af f.eks. professionelle klubber og store danske firmaer, der havde brug for en hurtig sagsbehandling i kampen om point og markedsandele. Fodboldverden takkede for påskønnelsen ved at invitere ledende medarbejdere til internationale kampe – i ind- og udland.



Men ministeren sagde dengang, at nu skulle det være slut med den slags forretningsgange. Ingen særbehandling og ingen fribilletter til Parken, kunne man forstå.



Og se om ministeren ikke lever op til sine løfter, om end hendes behandling af SAS må nærme sig nordisk rekord i juridisk pedanteri. Den har sandsynligvis tidligere tilhørt svenske myndigheder, der jo ikke er kendt for deres fleksibilitet.



Rikke Hvilshøj har nemlig meldt SAS til politiet, fordi to kinesiske stewardesser uden arbejdstilladelse servicerer passagererne i luftrummet over Danmark i – otte-ni minutter. Det er en overtrædelse af udlændingeloven, og den slags skal retsforfølges. Og eftersom grundigheden har meldt sig har man også politianmeldt SAS for at bruge japanske stewardesser helt tilbage til 1958. Her ”anmeldte” SAS sig selv til ministeriet i forbindelse med et høringssvar.

Ingen havde nemlig gennem næsten 50 år gjort ophævelse over de japanske stewardesser!



Officielt siger SAS, at forløbet er helt i orden, men man kan fornemme en hovedrysten samtidig med pressechef Jens Langergaards positive tilkendegivelse.



Ikke alene har SAS brugt mange resurser på sagen. Det har ministeriet også i en tid, hvor integrationspolitikken og dens virkelige problemer burde have førsteprioritet. Og Politiets resurser er berettiget altid i fokus. Der mangler patruljerende personel, færdselsafdelingen er underbemandet, mandskab til at bekæmpe bølleoptøjer i forbindelse med superligafodbold og opklaring af alt fra drab til tyveri.



Og nu anmelder en minister selv sager med så pjattet indhold og pålægger politiet en ny arbejdsbyrde uden mening. Siden hen måske også domstole, anklagemyndighed, en række jurister, bestyrelser, direktionsmedlemmer, pressechefer og administrativt personale.

Ministeren burde i stedet have taget initiativ til at få ændret loven, så den kan svare til nutidens forhold.



Ministeren har vist en pedantisk oprydningstrang, der burde kunne udløse mange flere sager. Hvorfor er det kun SAS, der trækkes rundt i den tåbelige affære. Hvis Rikke Hvilshøj vil leve op til sin egen stil, må andre selskabers overtrædelse af udlændingeloven siden Ellehammer også undersøges, anmeldes og efterforskes.



Ellers får SAS ligefrem negativ sagsbehandling! Faktisk var det jo det, ministeren lovede ikke ville ske fremover, da hun brugte den store kost.



Vi må være et afkriminaliseret samfund, når den slags opgaver kan fylde en minister og politiets tid.

Skrevet af