Hårdt pres på flyselskaberne efter katastrofen i Fjernøsten

Charterselskaberne forsøger dagen igennem at få bare nogenlunde oversigt over, hvem der vil blive, og hvem der vil hjem efter flodbølgen i Thailand og de mange tusinde omkomne, indtil videre tre danskere med frygt for flere. Netop nu rapporteres 900 svenske, som man savner oplysning om, og ni norske turister er omkommet.



Stig Elling fra Star Tour beretter utrætteligt om udviklingen, nu på 28. time i medierne. Nu er det igen aften og mørkt i Thailand, men man frygter, hvad der er hændt med mange gæster i Khao Lak nord for Puhket og 90 km. fra lufthavnen, som igen er åbnet.



For ruteselskabernes vedkommende er der også et voldsomt pres fra de mange turister, som vil hjem til Europa fra Bangkok. “Vi har netop fået at vide, at masser af mennesker er på vej fra Phuket til Bangkok for at komme hjem. De ejer kun det de har og står i,” fortæller informationschef Troels Rasmussen fra SAS.



“Vi prøver at tage så mange som muligt med hjem, og hvis forsikringsselskaber eller Udenrigsministeriet beder om yderligere hjælp, må vi se om vi i givet fald kan omdirigere et fly fra en af vore andre oversøiske ruter. Vi har ikke nogen ledige langdistancefly, men har selvfølgelig den daglige afgang fra Bangkok.”

Indtil 15. januar har SAS ophævet de sædvanlige restriktioner og passagerer med en bestilt billet kan ombooke til rejser inden 30. juni.



Thai Airways har i dag indsat ekstra Boeing 747-fly på lokalruten fra Phuket til Bangkok for at hjælpe til. Også Thai har sat almindelige regler ud af kraft, foreløbigt til 1. januar, men vil vurdere situationen fra uge til uge.



Opdateret mandag kl. 13

Skrevet af