Politikere: Ingen indgreb mod drukrejser

Hverken de radikale, Venstre, SF eller de konservative vil gribe ind over for de rejsearrangører, der sender unge under 18 af sted på ferier med pub-crawl og drikkelege, fortæller Politikens tjek.dk



‘Rejsearrangørerne må tage ansvar’, lyder den samstemmende opsang fra næstformand i sundhedsudvalget, Preben Rudiengaard (V), den radikale Morten Østergaard, SF’s sundhedsordfører Anne Baastrup og Per Ørum fra Konservative.



»Rejsearrangørerne må stramme op om etikken, det må de have modtaget et kraftigt hint om nu«, siger Preben Rudiengaard til tjek.dk.



Et forbud mod at sælge denne type rejser til unge ville ikke virke, og ville også være et indgreb mod den personlige frihed, mener han.



Morten Østergaard fra de radikale noterer sig, at det også er forbudt i Bulgarien at udskænke til mindreårige.



»Rammerne er der. Så rejsearrangørerne må være deres ansvar bevidst, og undlade indirekte at opfordre børn under 18 til at bryde loven«, siger Morten Østergaard.



Således er grænserne også overtrådt I den ulykkelige sag om en 17-årig mand, der døde under en pubcrawl på Sunny Beach i Bulgarien, mener han.



»I den sag må man overveje, om der er et juridisk ansvar, der skal placeres. Men det er jo ikke noget, vi fra politisk hold kan gribe ind i«.



»De unge og deres forældre skal vide, hvad de unge går ind til. Derfor skal det være obligatorisk at selskaberne skaber gennemsigtighed og lægger forbrugeroplysninger på nettet om, hvad for eksempel pubcrawl indebærer. Der er jo rejsebureauer, der rejser til samme sted, og som har fravalgt pubcrawl«, siger Anne Baastrup fra SF.



Hun foreslår, at branchen sammen med Forbrugerrådet udformer et etisk regelsæt, som brancheforeningens medlemmer skal følge.



Per Ørum (K) regner med, at branchen vil se etisk regelsæt som en fordel for forretningen.



»De hændelser, der har været den seneste tid, har jo ikke ligefrem været god reklame. Jeg regner med, at branchen selv kan se en fordel ved at agere med lidt mere moral og etik«, siger han til Politiken

Skrevet af