Tivoli trodser finanskrisen

Efter et 2008 med store investeringer i gourmethuset Nimb – som bl.a. kastede en Michelin-stjerne af sig – er Tivolis største investering i år en ny forlystelse, Vertigo, som ifølge Tivoli bliver Nordeuropas vildeste interaktive forlystelse med en topfart på 100 km/t. Den åbner 1. maj, vejer 52 ton og koster 20 mio. kr.



”Vi har valgt en offensiv tilgang til finanskrisen. Nemlig at bruge knap 70 mio. kr. på at gøre Haven endnu bedre. Vi satser på, at 2009 bliver et godt år for Tivoli. I en krisetid bliver man tættere på sin bopæl i ferietiden, og krise eller ej vil hygge sig med venner og familie, så vi håber på et pænt rykind af danskere i sommersæsonen,” siger Lars Liebst, adm. direktør for Tivoli.



Tivoli har også investeret 4,5 mio. kr. i nye uniformer til de 1.400 medarbejdere. Blandt nyhederne er også, at Tivolis ”sporvogn” nu kører på rapsolie for at formindske skadelige miljøpåvirkninger samt at Tivoli har fået sin egen brandbil og eget beredskab, som officielt er oprettet som Københavns brandstation nr. 8.



Og sammen med mikrobryggeriet Braunstein laver Tivoli i år sin egen økologiske øl som sælges i stort set alle Havens egne restauranter, barer og cafeer.



Tivoli kan i år tilbyde to Michelinstjerne-restauranter: The Paul og Nimb Herman. Tivoli er eneste forlystelsespark i verden med Michelin-stjerner.



Og så byder sæsonen også på masser af musik, bl.a. 21 gange Fredagsrock fra 17. april.

Skrevet af