Af Henrik Baumgarten
Anaheim, Californien: Roger Dow er præsident for TIA, Travel Industry Association of America, der bl.a. arrangerer Pow Wow, fagmessen for rejsebranchen.
Under den igangværende Pow Wow i sydcaliforniske Anaheim, siger Dow i et eksklusivt interview med Take Off, at USA turistmæssigt er ved en korsvej, hvor TIA sammen med Kongressen og myndighederne skal tilrettelægge proceduren for, hvordan USA kan forene sikkerhed som destination med lethed med at give adgang til landet.
“USA havde i fjor 52 mio. udenlandske turister – det er kun een million mere end i 2001. Der har været en stor stigning fra Canada og Mexico, mens der er blevet seks millioner færre oversøiske turister siden 2000 – men siden 11. september 2001 har USA tabt hver tredje oversøiske turist.
Fordi en oversøisk turist bruger ca. 1.500 dollars på deres i gennemsnit 14 dage lange besøg i USA, har USA mistet turistindtægter for 19 milliarder dollars – det svarer til 200.000 færre arbejdspladser i USA,” siger Roger Dow til Take Off.
TIA-chefen siger, at faldet i oversøiske turister bl.a. skyldes, at mange opfatter det som sværere at komme ind i USA, utilfredshed med USA’s udenrigspolitik, at USA’s turistindustri praktisk taget ingen midler har til at markedsføre sig paa de udenlandske markeder.
“Antallet af internationale turister stiger på verdensplan – men vores andel af disse falder. Vi har stort set ingen offentlig støtte til markedsføring, mens markeder, vi konkurrerer med, Australien, Dubai, Sydafrika osv., har millioner af dollars til at promovere deres destinationer.”
Den amerikanske rejseindustri er en af USA’s største indtægtskilder og arbejdsgivere. Syv millioner jobs, hver niende private job i USA, finansieres af turisterne, heraf 52 millioner årlige udenlandske turister, som spenderer over 500 milliarder dollars årligt…
14 danske rejsebureauer deltager i årets Pow Wow i Anaheim syd for Los Angeles – det er cirka samme tal som Sverige og Norge til sammen. Pow Wow er verdens største fagmesse i rejsebranchen om ét enkelt land. Til og med i morgen, onsdag, holder 5.000 købere, sælgere, leverandører, journalister fra 72 lande titusindvis af møder for at pleje kontakten mellem eksisterende kunder og leverandører, få nye ideer til hvad der kan og ikke kan sælges til rejsebureauernes kunder – samt blive påvirket af potentielle leverandører.
Fra Danmark deltager foruden rejsebureauagenter også GSA-bureaeut Atlantic Link samt danske leverandører fra biludlejere som Hertz, flyselskaber som Icelandair, KLM, SAS, Virgin Atlantic samt den amerikanske ambassade i København, plus en lille håndfuld pressefolk, herunder Take Off.
Der laves skønsmæssigt business-aftaler for 20 milliarder dollars under eller i forbindelse med Pow Wow.
Tagget med: Hertz Icelandair KLM SAS WOW