Dommer tvinger Hilton til at udskyde luksushoteller

Hiltons plan om et nyt luksusvaremærke, Denizen, med hoteller i 13 byer, er lagt på is efter Starwood har sagsøgt Hilton for industrispionage.



To tidligere topchefer hos Starwood rykkede sidste sommer til Hilton – med sig havde de 100.000 dokumenter for, hvordan man laver en luksushotelkæde a la Starwoods W-kæde. Papirerne er siden returneret. Måske med tak for lån…



Efter sagen kom frem i sidste uge – Take Off skrev om den i mandags – er de to tidligere topchefer fra Starwood, Ross Klein og Amar Lalvani, sammen med andre medarbejdere fra Hiltons Denizen-projekt sendt på betalt ferie af Hilton. Det sker mens en domstol undersøger søgsmålet.



En dommer fra en distriktsdomstol i New York skal nu undersøge Starwoods anklager om, at de to tidligere medarbejdere, støttet og opmuntret af Hilton, stjal de enorme dokumentmængder med fortrolig information. Ved at få adgang til materialerne fra konkurrenten, kunne Hilton spare omkostningerne til udviklingen af sit eget luksusvaremærke.



Den første ordre fra dommeren gælder de næste 90 dage og indebærer bl.a., at Hilton samt de to anklagede medarbejdere ikke må arbejde videre på udviklingen af Denizen-varemærket, skriver e-tid.com

Skrevet af