SAS revolutionerer billetsystem

Priser og betingelser for SAS-billetter bliver ikke til at kende igen fra 1. september. Fra denne dato vil det være muligt at købe oneway billetter overalt på Europa-netværket og såvel på indenrigs- som intraskan ruterne, og hidtil normale restriktioner som f.eks overnatning på udedestinationen over en week-end fjernes. Desuden introducerer flyselskabet øget fleksibilitet mellem klasserne, så der f.eks. kan spares penge på at flyve ren Economy Class fra Billund til København, og derefter Economy Flex eller Business Class på den følgende strækning.
På et pressemøde i dag torsdag offentliggjorde SAS Danmark planerne, der træder i kraft den 1. september, og som skal være motor i en ambitiøs vækstplan på internettet. SAS vil inden udgangen af i år øge sin nuværende andel af selvsolgte billetter via egen webside fra de nuværende ca. 20 % til det dobbelte, 40 %. Ifølge viceadministrerende direktør i flykoncernens danske selskab, Jens Wittrup Willumsen, skal dét mål nås primært ved at øge det totale salg, og dermed tage betragtelige markedsandele fra konkurrenterne.
Endnu en nyskabelse for SAS bliver det, at samtlige billettyper fremover bliver tilgængelige via alle salgskanaler. Dermed er der udsigt til, at rejsebureauerne fra 1. september vil kunne hente Snowflake priser i GDS-systemerne. SAS vil lægge Snowflake ind i reservationssystemet Amadeus pr. startdatoen om små to uger.
Det nye pris- og billetsystem bliver introduceret på indenrigs, intra-skan og Europa-netværket fra 1. september. Undtagelsen er tyske destinationer, som først kommer med under det nye system fra 1. januar 2006.

Skrevet af