Finnair skal have ny koncernchef

”De økonomiske resultater er utilfredsstillende, forandringerne har ikke været tilstrækkelige – Finnair har behov for ændring. Der kan bygges en succesrig fremtid på Finnairs strategi, men det vil kræve en helt anden måde at tænke på. Mange af Finnairs strukturer og firmakultur er skabt under omstændigheder, der ikke gælder i dag – og med disse kan vi ikke klare os i den nuværende konkurrencesituation. Men det har været ekstremt svært at ændre dem; nogle fagforeninger har ikke vilje til forandring,” siger Jukka Hienonen.



Finnairs bestyrelsesformand beklager Jukka Hienonens farvel, men understreger, at det er koncernchefens egen beslutning. Jukka Hienonen skal dog blive i seks måneder – i mellemtiden skal Finnair finde en ny koncernchef.



Finnair havde i årets første kvartal et underskud før skat på 35 mio. euro – modsat et plus på 18 mio. euro i samme kvartal sidste år. Og salget faldt fra 545 til 427 mio. euro i de to kvartaler.



Finnair er i et spareprogram, hvor der skal skæres 200 mio. euro, foreløbig er 600 medarbejdere opsagt.



I øvrigt har der netop været store flyttedag i Finnairs hovedlufthavn, Helsinki-Vantaa. Slut med indenrigs- og udenrigsterminal. I Terminal 2 er nu Finnair og vennerne i Oneworld-alliancen. Omvendt er andre flyselskaber rykket fra Terminal 2 til den nye Terminal 1, der tidligere var indenrigsterminal – bl.a. Star Alliancen-selskaberne Austrian, Blue1, Brussels Airlines, Estonian Air, LOT, Lufthansa, SAS og TAP Portugal.

Skrevet af