Sterling og Flynordic i rutesamarbejde

Sterling underskrev onsdag en samarbejdsaftale med Finnairs lavprisselskab Flynordic. Samarbejdet indebærer, at de to lavprisselskabers gæster fremover vil få glæde af begge selskabers flyvninger. Dermed øges antallet af afgange og antal destinationer for begge selskaber til 40.



”Vi ser det som en måde at tilbyde flere nye destinationer samt at optimerer kapaciteten. På et marked med knivskarp konkurrence må vi konstant arbejde på at skabe fleksible forretningsmodeller,” siger Stefan Vilner, kommerciel direktør i Sterling.



Sterling skal flyve disse nye samarbejdsruter fra Stockholm: Alicante, Barcelona, Malaga, Nice og Prag – tilsvarende ruter fløjet af Flynordic omfatter Tallinn fra København samt fra Stockholm til Barcelona, Berlin, Bordeaux, Budapest og Dublin.



Sterling havde i 2004 ca. 650 ansatte, 1,8 millioner passagerer og en omsætning på 1,6 milliarder kr.



Flynordic har ca. 80.000 passagerer om måneden på sine ruter fra Stockholm til Gøteborg, København, Oslo, Luleå, Umeå og Kiruna. Selskabet har otte fly og 200 ansatte.



I november indledte norsk-ejede Sterling og Norwegian en lavprisalliance på en række ruter, ikke mindst København-Oslo med seks daglige afgange i hver retning. Det er en udfordring af SAS på en af dets guldruter – SAS har dog op til 14 afgange på strækningen.

Skrevet af