Marriotts 400.000 værelser bliver røgfri

Marriot International med 2.300 hoteller og 400.000 værelser i USA bliver fra 1. september røgfri.

Tidligere på året blev Westin Hotels & Resorts med 77 hoteller røgfri, men når Marriott nu kaster hele sin vægt bag et rygeforbud, er det en virkelig markant beslutning.

I øjeblikket har Marriott International 40.000 ryger-værelser. Men fra 1. september er det slut med at ryge på værelser, restauranter, lounges, mødelokaler, publikumsområder og arbejdsområder for de ansatte på Marriott, JW Marriott, Ritz-Carlton, Renaissance, Courtyard, Residence Inn, SpringHill Suites, Fairfield Inn, Towne Place Suites og Marriott ExecuStay hoteller.

“At vi skaber et røgfrit miljø demonstrerer et nyt niveau af service og omsorg for vore gæster og partnere. Alle vore hoteller er enige i dette vigtige helbredsspørgsmål, og vi forventer meget positive reaktioner fra vore kunder,” siger J.W. Marriott, Jr., chairman og CEO, Marriott International.

Mens Marriott International har taget beslutningen om et røgfritområde på hoteller i USA og Canada er reaktionen mere tøvende ved Marriott hotellet i København.

“Vi har i øjeblikket ingen planer om at gå rygefri, og jeg har intet tidsskema for om, og hvornår det eventuelt sker,” siger Lisbeth Friis, PR Chef, Marriott i København til Stand By.

Skrevet af