Flypassagerer lades i stikken

Forbrugerrådet opfordrer utilfredse kunder til at klage, hvis de udsættes for en nød- eller sikkerhedslanding. Det viser sig nemlig, at flyselskaberne ofte ikke lever op til regler om forplejning, ombookinger og indlogering på hotel ved længere forsinkelser.
”Jeg synes, at man skal klage, når man er utilfreds med flyselskabets behandling, og så må Statens Luftfartsvæsen afgøre, om passagererne skal have en kompensation, hvis selskabet ikke har fulgt forordningen,” siger chefkonsulent i Forbrugerrådet, Benedicte Federspiel.

Hvis der opstår tekniske problemer under flyturen, findes der ingen standarder for, hvad flyselskaberne skal give sine passagerer i kompensation. Der findes kun regler for forsinkelser, hvor der er fastsat en EU-forordning, men passagerernes krav og klagemuligheder er indviklede, mener Forbrugerrådet.
”Man kan appellere til SAS og andre selskaber om, at over for de passagerer, der har været udsat for sådan noget, bør de tage et eller andet hensyn,” siger Benedicte Federspiel.

(Børsen, d. 3. oktober, 2007)

Skrevet af