To nye aftaler betyder, at Minor Hotels nu overtager driften af endnu et hotel i København, mens en helt ny kæde for første gang træder ind på markedet i den danske hovedstad.
Den finske kapitalfond CapMan har opkøbt selskabet Midstar Fastigheter AB, der har 28 hotelejendomme i porteføljen. 16 af disse er i Sverige og otte i Norge, men derudover sidder selskabet også på fire ejendomme i Danmark.
Den danske del af porteføljen omfatter Grand Joanne Hotel, Admiral Hotel, Marienlyst Strandhotel samt Best Western Plus Airport Hotel Copenhagen, og nu har CapMan indgået nye lejeaftaler om driften af to af hotellerne.
Det kommer til at betyde, at gæster på henholdsvis Grand Joanne Hotel og Best Western Plus Airport Hotel Copenhagen vil blive mødt af nye navne over døren, mens de eksisterende aftaler på de resterende to fortsætter.
Citybox melder sin ankomst
Grand Joanne Hotel, der har en kapacitet på 162 værelser og en placering tæt ved hovedstadens hovedbanegård udlejes til koncernen Minor Hotels og vil fremadrettet operere under varemærket NH Hotels & Resorts.
Minor Hotels driver flere end 560 hoteller, resorts og lignende i 58 lande. Heriblandt København hvor koncernen har luksushotellet NH Collection Copenhagen, som Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og førstedame Olena Zelenska overnattede på under et ophold i 2023.
Når ledelsen hos den norske hotelkæde Citybox Hotels kigger på verdenskortet, mangler der dog fortsat en knappenål i den danske hovedstad, selvom kæden blandt andet er til stede i Stockholm, Oslo og Helsinki. Det vil dog ikke være tilfældet så meget længere.
CapMan har nemlig også indgået en aftale med Citybox, som betyder, at kæden overtager driften af Best Western Plus Airport Hotel Copenhagen med 240 værelser i Kastrup. Indtil videre fortsætter det som hidtil, men efter en renovering vil det åbne som et Citybox-hotel på en langtidslejekontrakt.
Betegner København som nøglemarked
Eivind Hjulstad, der er administrerende direktør for Citybox Hotels, betoner, at det i lang tid har været et ønske fra selskabets side at kunne tilbyde værelser i hele Skandinavien.
”Med denne aftale har vi nået en vigtig milepæl i vores ambition om at etablere tilstedeværelse i alle de skandinaviske hovedstæder. København har længe været et nøglemarked for os, og dette hotel er en stærk tilføjelse til vores voksende portefølje.”
Hos Minor Hotels erklærer den administrerende direktør for Europa og Amerika, Gonzalo Aguilar, sig godt tilfreds med, at hotelkoncernen nu sætter endnu et aftryk i den danske hovedstad.
”Vi er stolte over, at vores brand kommer til København – en by, hvor vi allerede har en succesfuld historie takket være NH Collection Copenhagen. Derudover giver det os mulighed for at fortsætte med at vokse i de nordiske lande, som er et strategisk marked for os.”
Relaterede artikler:
Overtager fire danske hoteller i milliardhandel

STANDBY.DK Nyt om rejser


