Selvom det norske landshold denne gang har kvalificeret sig til VM for første gang siden 1998, så fravælger mange norske fans at rejse til USA for at støtte landsholdet. Flere rejsebureauer ser tendensen.
Årets VM i fodbold kan vist godt kaldes historisk for Norge. Således er det første gang siden 1998, at det norske landshold har kvalificeret sig til verdensmesterskabet.
Men selvom det har skabt glæde i vores naboland mod nord, så står de norske fodboldfans ikke i kø for at booke værelser på hoteller ved slutrunden i USA, Mexico og Canada. Det skriver Ritzau.
Til norsk P4 oplyser flere norske rejseselskaber, at de oplever en svag efterspørgsel på fodboldrejser til slutrunden.
”Vældig mange har bestemt sig for at droppe det. De siger, det er for dyrt, og at de heller ikke vil støtte Donald Trump. Vi troede, der ville være meget mere tryk på i forhold til VM-rejser til USA,” siger Kim Balslev, der er daglig leder i rejseselskabet Expert Reiser.
Høje priser har sat prop i efterspørgslen
Norge skal umiddelbart møde Irak, Senegal og Frankrig i gruppespillet. De tre kampe skal alle spilles på den amerikanske østkyst, mens to af kampene skal spilles på samme stadion tæt på Boston.
Selvom det altså er forholdsvist simpelt for de norske fodboldfans at se alle tre fodboldkampe i gruppespillet, så har det ikke fået mange af dem til at købe rejser.
Øyvind Rusten fra selskabet GTravel fortæller, at priserne har været høje, og at verdenssituationen også har været vanskelig, hvilket betyder, at interessen fra de norske fans er faldet.
En del af større tendens
Det er ikke kun de norske fodboldfans, som virker ualmindeligt uinteresserede i at tage rejsen til USA for at støtte landsholdet.
I februar indikerede data en betragtelig nedgang i efterspørgslen fra europæere, der vil rejse til USA den kommende sommer, også selvom der er tale om en VM-sommer.
Således var flybookinger fra Europa til USA til juli dengang 14,2 procent nede i forhold til samme måned sidste år. FIFA har tidligere meddelt VM-værtsbyerne, at cirka halvdelen af tilskuerne vil være tilrejsende fra udlandet.
Relaterede artikler:
Nye bookingtal: Færre europæere vil til VM i USA

STANDBY.DK Nyt om rejser


