Ekspertundersøgelse af over-turisme

Den nybagte topchef for World Travel and Tourism Council (WTTC), Gloria Guevara, ønsker en nærmere undersøgelse af det stigende antal klager over over-turisme fra både storbyer og verdens-attraktioner.

WTTC, som er en verdensomspændende sammenslutning at større virksomheder i rejsebranchen, har bestilt en indgående analyse af over-turisme problemet hos konsulentvirksomheden McKinsey.

Gloria Guevara, WTTC.

Gloria Guevara, der tidligere var turistminister i Mexico, er overbevist om, at der er et problem, som WTTC gerne vil være med til at finde en løsning på: “Vi vil samarbejde med de lokale regeringer og med de lokale branchefolk for at finde vejen frem. Rejsende skaber jobs og millioner verden over er afhængige af disse jobs, men vi skal samtidig beskytte de destinationer, som skaber de mange jobs”.

Protester fra storbyer som Barcelona og Venedig har sat fokus på de meget høje antal besøgende til nogle af Europas historiske byer. Her er blandt andet lagt vægt på de meget store krydstogtskibe, der besøger byer som Venedig og Dubrovnik, hvor den nye borgmester vil halvere antallet af besøgende krydstogtgæster.

Amsterdams CEO for marketing, Frans van der Avert, advarede i maj om, at Europas historiske byer er ved at dø på grund af turiststrømmene.

Gloria Guevara: “Jeg vil ikke foregribe konklusionerne, men jeg tror ikke, krydstogterne er problemet. Vi skal nok i højere grad arbejde med planlægning. McKinsey vil undersøge over-turisme generelt – analysere de enkelte faktorer og herefter komme med sine anbefalinger”.

Analysen kommer til at omfatte adskillige destinationer, der lider under problemerne, og rapporten forventes udsendt til december.