Ekstrem dårlig journalistik

De ansatte i SAS er nogle dyre drenge og piger i forhold til resten af branchen viser en ny undersøgelse, skrev Berlingske Business forleden med baggrund i en analyse fra et internationalt analyse institut med asiatisk oprindelse.

Her fandt man ud af, at SAS har de højeste personaleomkostninger blandt en stribe af flyselskaber, og personalet er tre gange så dyrt som Norwegians, der er en af SAS´ konkurrenter.

 

Den udregning har givet stribevis af kommentarer her på takeoff.dk, da vi gengav den, og nu har CAU´s bestyrelse (kabineforeningen) i SAS reageret med et brev til medlemmerne. Her er der hug både til journalistikken og til SAS ledelsen.

 

"Der er tale om ekstremt dårligt journalistik og enhver kan tænke sig til, at det ikke kan forholde sig sådan. Var det korrekt ville det betyde, at hvis en ansat i Norwegian har 25.000 kr. om måneden, skulle vi have 75.000 kr. Vi må formode, at den store forskel i målingerne ligger i at det ikke er samme faggrupper, der er med i de forskellige lønudgifter. Der er altså i målingerne foretaget sammenligninger mellem selskaber med vidt forskellig opbygning.

 

Det er drøn ærgerligt, at der dukker den type ukorrekte historier op, men det er næsten lige så ærgerligt, at SAS ikke gør en større indsats for at mane den type fejlagtige oplysninger i jorden, " slutter bestyrelsen.

 

Skrevet af Redaktionen