El-problemer på Dreamliners

Mindst tre Boeing 787 – to hos United Airlines og et hos Qatar Airways – har haft elektriske problemer i den forløbne måned.

“Vi opdager fortsat sporadiske problemer med vores Dreamliners generatorer og el-distribution paneler, og vi arbejder tæt sammen med FAA og Boeing for at afsløre roden til problemerne”, skriver United i en meddelelse da det kom frem, at endnu et af selskabets nye fly havde elektriske problemer.

I det første tilfælde måtte en Dreamliner på vej fra Houston til Newark omdirigeres til New Orleans, da en af flyets seks generatorer satte ud.

Det var en fejl i el-distribution panelet, som groundede det andet United-fly.

Qatar Airways CEO Akbar Al Baker siger til Bloomberg: “Disse problemer er uacceptable, da B787 har været i drift de seneste 14 måneder, og Boeing må se at få styr på problemerne hurtigt, da vi hos Qatar Airways ikke vil tolerere flere defekter.”