Ras Al Khaimah Tourism Development Authority har som et af sine mål at tiltrække tre millioner årlige besøgende i 2030. PR-foto.

Emirat sætter rekord med hidtil højeste besøgstal

I årets første halvår havde emiratet Ras Al Khaimah 600.000 besøgende – det bedste resultat i et første halvår nogensinde. Til december får to danske rejsearrangører begge direkte fly til RAK.

Turistrådet i emiratet, Ras Al Khaimah Tourism Development Authority, forklarer fremgangen på 15 procent i antal besøgende i forhold til de seks måneder af sidste år med flere forhold.

Blandt andet blev RAK, som emiratet kaldes i daglig tale, det første EarthCheck-certificerede turistråd i Mellemøsten med sølv-certificering – et skridt mod målet om at blive førende i regionen på bæredygtig turisme inden 2025.

RAK var i årets første halvår vært for store events som Ras Al Khaimah Half Marathon, Arab Aviation Summit og Exotic Wedding Planners Conference (EWPC); der kom 2.500 krydstogtgæster fra seks skibe fra fire luksuskrydstogtrederier og emiratet udvidede sit samarbejde med Qatar Airways, så globale passagerer kan flyve direkte fra Doha til Ras Al Khaimahs lufthavn.

Flere nye hoteller
Øget hotelkapacitet gav også flere besøgende – og flere projekter vil fordoble antallet af hotelværelser de kommende år. Blandt disse er ikke mindst det enorme hotelprojekt Wynn på Al Marjan Island til fire milliarder dollars, der forventes at åbne i 2027 med blandt andet 1.500 værelser, suiter og villaer.

Amerikanske Raki Phillips, koncernchef for Ras Al Khaimah Tourism Development Authority, siger i en pressemeddelelse:

”2023 tegner til at blive RAK’s hidtil bedste år. Det er afgørende, at vi fortsætter med at udvikle Ras Al Khaimahs turismeudbud og skaber forskelligartede og inspirerende oplevelser for alle.”

Danske rejsearrangører indsætter direkte fly
Også i Danmark har flere rejsebureauer og rejsende fået øjnene op for emiratet. Flere danske rejsearrangører sælger allerede rejser til Ras Al Khaimah med rutefly – men fra december indsætter Primo Tours fra Billund Lufthavn og Apollo fra Københavns Lufthavn egne fly, henholdsvis Airseven og Atlantic Airways, med en ugentlig direkte flyvning til lufthavnen i Ras al Khaimah.

I pressemeddelelsen fra RAKTDA siger Bjarke Hansen, ejer af og administrerende direktør for Primo Tours-gruppen med foreløbig 10 rejsearrangører:

”Ras Al Khaimah er en perfekt kombination af luksuriøs badeferie på nye hoteller i unikke omgivelser samtidig med at det ligger tæt på både flotte naturoplevelser, sjove aktiviteter og storbyoplevelser.”

 

Relaterede artikler:

Apollo Rejser øger markant på emiraterne

Charterflyvninger direkte fra Billund til Emiraterne

Emirat signalerer friere forhold end konkurrent