Omkring en halv kilometer af Californiens Highway 1 blev begravet, da en million ton sten og jord væltede ned ad en bjergside. Vejen er en af verdens mest betagende vejstrækninger langs Stillehavskysten.
I forvejen er Highway 1 ramt af flere afspærringer på grund af voldsomme vinterstorme, oplyser de amerikanske transportmyndigheder.
Det store jordskred fandt sted lørdag formiddag i et ubeboet område kendt som Mud Creek. Her gled en million ton jord ned ad en bjergskråning og begravede en halv kilometer af vejen.
Talsmand for Californiens transportmyndigheder Jim Shivers: ”Det er en vejstrækning, der skal være afspærret i flere måneder. Det er en meget stor hændelse, som vi ikke før har oplevet. Vi har meget arbejde, der skal gøres”.
Jordskreddet var så voldsomt, at en mur af sten og jord fortsatte ned i havet 250 meter fra kysten.
Californien har haft en af sine vådeste vintre nogensinde. Det har forårsaget en række mindre mudderskred, oversvømmelser og talrige afspærringer af den snoede kystvej. I marts blev et område nær Big Sur lukket, efter at broen Pfeiffer Canyon Bridge kollapsede. Lørdagens jordskred fandt sted knap 50 kilometer syd for Pfeiffer Canyon.