En verden af prisvindere

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Ikke mindst inden for kulturlivet myldrer det med priser. Kan en ny dansk film ikke få en Oscar, så måske en Gylden Palme eller på hjemmebane en Bodil. – I rejsebranchen er det mere behersket, men på onsdag gælder det i hvert fald.

Af Ejvind Olesen

Stribevis af prisuddelinger dukker hvert år op i kunstens verden med uddelingen af Oscars i filmbyen Los Angeles, som den mest kendte. Efterfulgt af prisuddelinger i Cannes, Berlin, Venedig og mange andre byer. Teatrene herhjemme har Reumert-priser. Filmbranchen har Bodil. Der er både individuelle præstationer og firmaer, der hædres.

Internettet har næsten forfladiget begrebet i rejsebranchen. Det er så let at trykke på en tast. Der er væld af magasiner, som ved hjælp af tusindvis af ubestemmelige internetafstemninger hylder snart den ene og så den anden, som landets bedste, Europas bedste og Verdens bedste flyselskab eller krydstogtselskab, for slet ikke at tale om hotel-priser.

Midt i alt det har vi så vores helt egen Danish Travel Award, som uddeles ved Stand By’s store fest på onsdag i Billund med ca. 400 deltagere. Takket være en flot invitation fra Billund Lufthavn rykker hele sceneriet i år fra Walmann i København til Jylland. Helt i overensstemmelse med, at Stand By/TTG er et landsdækkende rejsemedie.

Der skal findes 18 prisvindere, og afstemningen er afsluttet. De tre med højst stemmetal bliver offentliggjort i hver kategori.

Den optimale sandhed findes ikke, heller ikke den optimale måde at finde frem til vinderne, men man kan gøre sig de bedste anstrengelser for at nå den mest retfærdige form, når både branchefolk og forbrugere medvirker. De sidste i kategorierne, hvor afstemningen er delt ligeligt mellem forbrugere og branchen..

Hvilken målestok den enkelte anvender, inden der afgives stemmer, er naturligvis helt individuelt. Hos mange sker det givet efter sympatier i det daglige. Hvilke flyselskaber er rigtigt opmærksomme på agenterne. Hvilke hoteller har givet en god oplevelse, og blandt andet husket at pleje agenter i det daglige?

Forbrugerne stemmer naturligvis efter, hvad de selv har prøvet, og nok også en del efter almindelige kendskabsværdi. Det sidste er naturligvis det mest problematiske, når det er kvaliteten, der skal vurderes. Hvis man nu holder af både Grækenland og Spanien, er det da svært at bestemme sig.

Agenter har forhåbentlig som børnelærdom altid lært at fortælle kunderne om god kvalitet, som de har erfaret i det daglige.

Der har gennem tiden været mange forskellige former for udvælgelse og antal stemmer til at afgøre, hvem der skal modtage Danish Travel Award. Undervejs har der også været sund kritik, en enkelt gang mere berettiget end de fleste øvrige.

Der har aldrig været flere emner at stemme på end i år, og der har heller aldrig været afgivet flere stemmer. Så langt så godt. Der er lagt op til en top begivenhed. Resultatet kan følges her på standby.dk, når uddelingen og hyldesten er forbi i Billund.

God Weekend