Endnu en kedelig sag om manglende forsikring

ambulancefly1REJSEFORSIKRING: Det holder åbenbart aldrig helt op med danskere, som drager på langfart uden forsikring. Nu er der igen indsamling til alvorligt syg mand for at få ham hjem fra Filippinerne.

Af Ejvind Olesen 

Så er der igen en alvorligt kvæstet dansker på eventyr i udlandet, denne gang Filippinerne, som ikke kan komme hjem, fordi han ikke har nogen rejseforsikring. At han overhovedet er kommet på hospitalet, skyldes familien hjemme på Falster, som har sendt sparepenge for lægehjælp og hospital af yderst ringe standard, i følge BT, som i flere dage har fulgt sagen tæt.

Manden er 47 år og har ligget i hospitalsseng i fem måneder og vil ifølge lægerne få svært ved at overleve en hjemtransport til Danmark. I hvert fald hvis det ikke sker på sædvanlig ”dansk måde” med udsendte læger fra SOS, og en del af vejen med ambulancefly. Måske hele den lange strækning, men det er også et spørgsmål om udgifterne.

Udenrigsministeriet hjælper, og SOS er med, men det hele sker mod betaling. Sådan må det være, når der ikke er nogen privat kapital eller rejseforsikring.

En privat indsamling har nået 290.000 kr., men der skal bruges mindst 350.000 kr. og måske nærmere 400.000 kr.

Den danske mand kan ikke gå, næsten ikke tale, får ikke skiftet bleer, mangler rent drikkevand (det er nu næppe rigtigt, for så kunne han ikke overleve), men at dømme fra beretninger på øen Cebu, er det langtfra ideelle forhold.

Det er ikke første gang, vi oplever det, og det bliver desværre nok heller ikke sidste. Den direkte adgang til selv at bestille rejser på nettet har gjort det sværere at fange de pågældende med en advarsel, inden det er for sent.

Ethvert ansvarligt rejsebureau vil være uhyre opmærksomt på at spørge ind til rejseforsikringen. Flere bureauer beder ligefrem de pågældende om at skriver under på, at de ikke ønsker nogen forsikring.

Men det er tragisk, at det nu sker igen. At det så er mandens helt egen skyld, kan ikke rigtig bruges til noget andet end en advarsel til både sælgere og købere.