Endnu en pris til krydstogtterminaler

Oceankaj-CMPCRUISE: Terminalerne på den ny Oceankaj i Nordhavn fik bygningspræmie 2014 for at være enestående i forhold til deres funktion.

”Vi er efterhånden vant til at få priser i år for vores service og havnen samt byen København fra krydstogtgæster,” siger direktør Arnt Møller Pedersen. ”Forleden fik vi endnu en, som vi også er stolte af.”

Det var Københavns Kommune, som siden 1992 har præmieret gode og smukke bygninger og bymiljøer, der havde valgt de nye terminaler på Oceankaj i Københavns Havn til at modtage 2014 prisen.

I begrundelsen- i arkitektsprog – nævnes blandt andet: ”Når man kommer sejlende minder bygningen om sejl, klitter eller bølger, og de står asymmetriske mod de store krydstogtskibe. Fjernvirkningen er god – om dagen lyser terminalerne i rød-grønne farver. I mørke lyser de varmt og indbydende op på kajen gennem de mere eller mindre transparente facader. Det grønne sender samtidig signal om, at København er en grøn by.”

Prisoverrækelsen blev foretaget af formanden for bedømmelseskomiteen, kultur og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, som næppe er helt ubekendt med det våde element, eftersom hans bror, Eskild Ebbesen, er tredobbelt OL guldvinder i roning.