Energiforlig vil skade turismen

Sådan lyder vurderingen fra Horeta ovenpå energiaftalen, der blev indgået på Christiansborg torsdag.

 

Horesta bakker op om, at energiforbruget skal omstilles i grøn retning, men står uforstående overfor fordelingen af regningen. Politikerne har taget særlige hensyn til de klassiske eksporterhverv, men samme hensyn er ikke kommet turismen til gode, selv om turisterhvervet genererer over 30 milliarder kroner i eksportindtægter årligt.

 

”Det er uforståeligt, at politikerne fastholder forestillingen om, at eksport er lig med fremstilling. Turisterhvervet er Danmarks femtestørste eksporterhverv, og der er tale om et væksterhverv, vi skal leve af i fremtiden. Tilmed et erhverv, hvor man ikke kan outsource arbejdspladserne til udlandet”, siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i Horesta.

 

En stor del af turisterhvervets energiforbrug er i forvejen hårdere afgiftsbelagt end fremstillingserhvervenes. Denne skævvridning bliver forstærket med det nye energiforlig.

 

Horesta glæder sig dog over, at energiforliget rummer en aftale om at gennemgå erhvervslivets energiforhold for at se på påvirkningen af konkurrenceevnen over for udlandet inden for forskellige erhverv.

Skrevet af Flemming Juul